Frikorps Danmark var en dansk militær enhed i bataljonsstørrelse, som under Anden Verdenskrig kæmpede på tysk side på østfronten fra juli 1941 til maj 1943. Disse landsforrædere tog afsted med kongens og regeringens velsignelse, betalt af de danske skatteborgere. Kun omkring en trediedel af dem vendte hjem med livet i behold. Mange dog først efter at have tilbragt 8-10 år i russisk krigsfangenskab i Sibirien.

Problemet er, at vi ønsker krig, mener forfatteren Kaspar Colling Nielsen, som netop er aktuel med bogen ‘Den danske borgerkrig 2018-24’.

Og det har han jo ganske ret i. Danmark er igen blevet en krigsførende nation og vores soldater har aldrig været mere populære end nu. Militæret har fået sin egen nationale flagdag og mange borgere klistrer en gul sløjfe på deres bil i patriotisk tilkendegivelse af deres støtte til vore udsendte krigere. Glorificeringen af krig og militær er blevet tydelig i dagligdagen. Her i Slagelse, f.eks., rider det lokale garderhusarregiment stolte rundt i bymidten ved enhver given lejlighed og lader sig hylde af folket, som begejstret vifter med små dannebrogsflag i hænderne.

Det klinger derfor hult når danskerne Skt. Hansaften synger “Vi vil fred her til lands” for vi har nemlig længe tørstet efter revanche, da Danmark har tabt næsten alle de krige vi har deltaget i de sidste 500 år. Under Anden Verdenskrig begik ca. 30.000 danske soldater sågar landsforræderi ved at gå i tysk krigstjeneste på østfronten, så det må vel være på høje tid at få rettet lidt op på militærets flossede renommé.

Det har vi bl.a. forsøgt ved at være med til at invadere eller bekrige hele tre lande (Irak, Afghanistan og Libyen) på kun ti år. Denne gang på amerikansk side mod tre nationer som aldrig nogensinde har gjort os noget, eller bare truet os på nogen som helst måde. Vandt vi så de krige? Nej, der er ingen vindere i en krig, men de danske styrker led kun minimale tab sammenlignet med dem de påførte fjenden. Vores udenrigsminister Villy Søvndal har da også allerede forsikret NATO’s generalsekretær om at vore tapre krigere igen står parate når turen kommer til Syrien – selv uden et FN-mandat. Ingen grund til pladderromantisk respekt for de internationale konventioner som vi ellers plejer at holde så højt i hævd!

Men en borgerkrig er jo noget ganske andet, for her kommer vore soldater til at kæmpe mod dele af den danske befolkning. For nogens vedkommende endda mod egne familiemedlemmer, venner eller bekendte! Det skal blive interessant at følge hvordan dette vil spænde af. Kaspar Colling Nielsen forestiller sig følgende scenarie:

Det første der sker, er, at den store 68’er-generation sætter deres huse til salg på samme tid. Boligmarkedet kollapser, bankerne overtager, og folk bliver sat på gaden. Samtidig er Danmarks konkurrenceevne i bund, massearbejdsløsheden et faktum, og det er slut med velfærdsstaten. Snart skydes der med de første bazookaer op gennem Købmagergade, og Christiansborg står i flammer. Fronterne trækkes op: Nordsjælland, Frederiksberg og Indre By mod resten af København.

Eller med andre ord: underklassen mod den herskende elite. Der er ingen tvivl om at modsætningerne i samfundet er blevet større de senere år, i takt med at kløften mellem rig og fattig er vokset, men er det nok til at starte et oprør blandt befolkningen?

Jeg ved ikke hvordan ‘borgerkrigen’ i Colling Nielsens roman videre forløber, men jeg tvivler på at den vil blive en faktisk realitet. For det første er danskerne alt for sløve til at man kan motivere dem til at gå på barrikaderne og for det andet vil magthaverne altid sørge for at underklassen lige netop har nok til at kunne overleve, for at undgå at noget sådant skulle ske.

Ikke engang under besættelsen var der en folkelig opbakning bag modstandsbevægelsen, til trods for at nøden og manglen på basale livsfornødenheder var langt større end i dag. Desuden fandt mange det mere attraktivt at være på ‘vindernes’ side – eller rettere, dem de troede ville vinde krigen, som det fremgår af billedet herunder.

Hellerup Station, juni 1941. Pårørende tager afsked med den første sending danskere der har meldt sig til tysk militærtjeneste under Frikorps Danmark. Læg mærke til hvor dygtige de allerede er blevet til at ‘heile’!

Det eneste der virkeligt ville kunne få danskerne op af sofaen, ville være, hvis regeringen forbød al underholdning i fjernsynet eller nedlagde fodboldlandsholdet. Så ville der rejse sig et sandt ramaskrig over hele landet!

Vi kunne ellers godt trænge til en rask lille revolution her i dannevang, men i stedet for et voldeligt oprør, ville det være langt mere effektivt hvis vi alle trak vores penge ud af bankerne og lod være med at gå på arbejde i et par uger. Dette ville sætte samfundet totalt i stå og enten tvinge regeringen til at gå af, eller få den til at ændre politik i retning af en mere ligelig fordeling af samfundsgoderne, samt en mere civiliseret holdning til det at gå i krig.. Er der nogen som vil være med?

Se også artiklen: At gå i krig er blevet noget helt naturligt dansk